Set fra et epistemologisk perspektiv omstruktureres medicin, social velfærd og uddannelse af evidensdiskursen, om end dette sker på forskellig vis. Vilkårene for folkesundhedsarbejde er følgelig under forandring. Inden for medicin er evidensdiskursen i høj grad vokset op internt i professionen. Med inspiration herfra overføres den af toneangivende politiske og administrative interessenter til social velfærd og uddannelse som krav oppefra. Denne policy-drevne spredning af evidensdiskursen skyldes i høj grad, at statslig befolkningspolitik og hermed folkesundhed er blevet del af en såkaldt global vidensøkonomi. Forskningsmæssig viden og mulige interventioner, som politikere og administratorer skal prioritere begrænsede skatteressourcer ud fra, stiger eksplosivt. Derfor stiger efterspørgslen efter instrumenter, der gør det muligt at foretage valg om, 'hvad der virker'. Og her synes evidensdiskursen på forførende vis at levere svaret. Denne udvikling synes at true mange professionsgrupper og deres særlige vidensformer. I kapitlet opfordres professionelle og andre derfor til at udfordre mulighederne i evidensdiskursen. Denne ingenlunde lette opgave foreslås påbegyndt ved at tage evidens til sig som en flydende betegner, der potentielt også dækker professionel og anden viden om, hvad der måtte virke i arbejdet med folkesundhed. En skelnen mellem eksterne og interne evidensformer foreslås for at synliggøre den kulturkamp, som kampen om evidensen og kriterierne for ‘hvad der virker' repræsenterer.